Vi var en lille gruppe kunstnere, som efter opløsningen af foreningen GG - Kunst i Gilleleje følte, at der skulle ske et eller andet nyt.
Samtidig var der kommunesammenlægning. Græsted-Gilleleje og Helsinge Kommune blev slået sammen til Gribskov Kommune.
Det gav nye muligheder for os. Vi kunne komme til at bruge de udstillingsfaciliteter, der allerede eksisterede i Helsinge.
RH., søgte om, at vi kunne komme til at udstille i Helsinge Kulturhus, Skolegade, Helsinge, og vi fik tilkendt en udstillingsperiode i juli måned 2007.
Nu havde vi pludselig en masse udstillingsplads at råde over, og vi begyndte med at kontakte andre kunstnere, som lavede nogle ting, vi mente kunne passe sammen med vores kunst.
Vi mødtes alle i marts måned. Ved mødet blev det besluttet, at vi sammen ville lave en udstilling under navnet ”Kattegatkunstnerne”.
Nogle faldt fra og nye kom til; men vi endte med at være en gruppe på ti personer, hvis kunst fordelte sig på malerier i akryl / olie, akvarel, foto, stenskulpturer og flintestenssmykker.
Vi havde en meget vellykket og velbesøgt fernisering, som blev åbnet af daværende borgmester Jannich Petersen.
Efter udstillingens slutning holdt vi en hyggelig evaluering over et glas rødvin. Her blev vi enige om, at vi gerne ville fortsætte sammen som gruppe. Og sådan blev det! |